Ledelsesansvarsforsikring

Hvad er ledelsesansvar (bestyrelses- & direktionsansvar)?
Ledelsesansvar er det ansvar fysiske personer har under udøvelsen af deres hverv som ledelsesmedlem, det være sig bestyrelsesmedlem, direktør eller anden stilling med ledelsesbeføjelse.

Personligt og ubegrænset ansvar
Ledelsesansvaret er personligt og ubegrænset, hvilket vil sige, at man som leder kan blive erklæret personligt konkurs, hvis man bliver mødt med erstatningskrav og sagsomkostninger, som man ikke kan honorere. 

Ansvaret er individuelt, men ledelsen kan blive kollektivt ansvarlig. Solidarisk hæftelse kan pålægges, og dermed kan man som leder komme til at hæfte for andre lederes fejl. Dette følger både af almindelige retsgrundsætninger og af selskabs- og fondslovgivningen, erstatningsansvarsloven og retspraksis.

Ansvarsgrundlag
Ansvarsgrundlaget er generelt culpa, det vil sige en retsstridighedsvurdering af skyld efter en målestok, der tager udgangspunkt i, hvordan en almindelig person ville have forholdt sig i en given situation, medmindre der konkret findes særligt ansvarsgrundlag i gældende ret.

Ansvarsgrundlaget og culpabedømmelsen kan konkret variere afhængigt af, hvilken form og type organisation med er leder i, men ledelsesansvar er en risiko alle ledere bør forholde sig til, uanset hvilken form og type organisation man leder.

Ledelsesansvaret bedømmes i det land, hvor ledelse udøves, og standarderne er forskellige fra land til land, hvilket enhver leder bør iagttage, både som leder i et (dansk) moderselskab eller leder i et datterselskab i udlandet.